Maleraktivisten Lars Grenaa:
Hundreder af unge fra hele verden vil møde hinanden på den 20. internationale ungdomslejr mod fascisme og imperialisme på Isterød Høj- og Efterskole i Nordsjælland den 28. juli - 5. august.
En af de dem vil være maleraktivisten Lars Grenaa.
Da Lars Grenaa umiddelbart op til Irak-krigens start i marts 2003 kastede rød maling på Anders Fogh, gik billederne verden rundt som et symbol på den danske ungdoms krigsmodstand.
' Du har blod på hænderne', råbte Lars. Aktionen kostede ham tre måneders fængsel. Fogh går stadig løs rundt, nu totalt indsmurt i blod fra mere end hundrede tusinde dræbte irakere.
I dag er Lars Grenaa pædagogstuderende og faglig sekretær i PLS. Han er også en af talsmændene for den nye folkelige bevægelse Budskab fra Græsrødderne, som komponisten Thomas Koppel tog initiativ til kort før sin død midt under krisen om Muhammed-tegningerne.
- Ingen dansk regering siden 2. verdenskrig har gjort så stor skade som Anders Fogh og Pia Kjærsgaards, siger Lars. Det er lykkedes dem at gøre Danmarks navn berygtet verden over. Som et intolerant, fremmedfjendsk, krigerisk land, en af de sidste trofaste i den bombegale amerikanske præsidents koalition af villige vasaller.
- Men der findes jo et andet Danmark. Maleraktionen i folketinget var med til at vise, at det eksisterer. At der er en ny generation, som vil gøre op med det Danmark, der er skabt i Bush's, Foghs og A.P. Møllers billede, og som vil skabe et levende, aktivt, selvstændigt og solidarisk samfund.
- Men hvordan gøres det? Det kommer jo ikke gennem symbolske aktioner alene
- Det kommer gennem stadig større aktivitet, når vi tager sagerne i vores egne hænder og organiserer en modstand. Som Thomas Koppel sagde, så indtræffer forandringen i samme øjeblik, vi træffer beslutningen. Friheden er i selve processen - at vi finder hinanden; genfinder solidariteten - og opdager at vi kan selv, sagde han. Han var en klog mand.
- Budskabet fra Græsrødderne er klart: Det er på tide at rejse krav om Fogh-regeringens tilbagetræden, om stop for Danmarks deltagelse i den ulovlige militære besættelse af Irak og Afghanistan; om stop for regeringens katastrofale fremmedfjendtlige politik - og om aflysning af terrorloven med dens angreb på bl.a. ytringsfriheden.
Bøtten skal simpelthen vendes. Det sorte Fogh-kapitel i Danmarkshistorien skal væk. Ikke for at vende tilbage til tiden før Fogh, men for at tage hul på en anden fremtid, som vores generation har hårdt brug for.
- Hvor kommer International Ungdomslejr ind i det billede?
- Det er en fantastisk chance for at møde andre unge fra hele verden, der har taget kampen op mod krig og nyliberalisme, og medbringer masser af erfaringer, siger Lars Grenaa.
- Der kommer unge franskmænd, som har været med forrest på barrikaderne i modstanden mod EU-forfatningen og den fantastiske kamp mod den ungdomsfjendske arbejdslovgivning, som fik millioner af unge og arbejdere på gaden og tvang Chirac til at opgive. De har vist, hvordan massekamp og masseaktioner er vejen frem også i dag. Fra det oprørske latinamerikanske kontinent kommer de for at fortælle om, hvordan de er i gang med at forme en anden fremtid end den Bush dikterer. Fra Mellemøsten kommer irakere og palæstinensere for at fortælle om væbnet kamp og modstand dér.
- Det er en global kamp, der foregår og derfor må vi også lære af hinanden globalt. Vi unge fra Danmark kommer også med vores bidrag. Vi vil vise, at et andet Danmark end Foghs er godt på vej. Og ved at deltage på lejren vil vi blive bedre til at skabe det.
- Lige nu er Fogh i gang med at samle et bredt parlamentarisk flertal for det, han kalder en 'velfærdsreform' og som andre kalder 'anti-velfærdsreformen'. Den betyder bl.a. nye angreb på efterløn, pensionsalder og SU'en
- Det er vigtigt at se, hvordan tingene hænger sammen, siger Lars. Det er det, man kalder nyliberalisme eller neokonservatisme, omsat til dansk. Det samme, som folkene og ungdommen over hele verden går til kamp mod. At monopolerne og deres profitstræb kontrollerer alt og alle. Krig udadtil, klassekrig indadtil til gavn for millionærerne og til skade for milliarder af mennesker.
Pædagogstuderende på gaden 17. maj 2006
- Fogh og Bertel Haarder vil privatisere daginstitutionerne, gøre skolen for livet til erhvervslivets skole, afskaffe 10. klasse og gruppeeksaminerne. De riges børn skal kunne købe sig igennem det hele på 1. klasse, andre må klare sig som de bedst kan og skide være med resten. I globaliseringen og den hellige konkurrences navn vil regeringen lave elitebørnehaver, eliteuddannelser og dermed elitemennesker. Det er det perspektiv, der ligger i skolereformer og velfærdsreformer - og det er det, skoleelever og uddannelsessøgende ikke vil være med til.
Derfor går vi på gaden i protest som de unge gør overalt.
Denne artikel stammer fra IUL2006's uddelingsavis.
Se hele avisen her i pdf.
- End -